Indtægter og udgifter skal passe

Jeg havde den 12. oktober 2018 følgende debatindlæg i Helsingør Dagblad.

Indtægter og udgifter skal passe

Af Claus Christoffersen, medlem af økonomiudvalget og byrådet for Socialdemokratiet

Indtægter og udgifter skal passe sammen.

Det er den enkle formel bag enhver økonomistyring hvad enten man skal styre sin egen privatøkonomi eller en kommunes. Det lyder ret simpelt, men er desværre vanskeligt især jo større en økonomi, som man har med at gøre.

Kommunens udgifter er i 2019 på ca. 4 mia. kr., og hvis blot udgifterne skrider med 1 procent, så er det lig med ekstra udgifter på hele 40 millioner kroner. Som det også er tilfældet med ens egen privatøkonomi, skal overforbruget findes ved at spare et andet sted, hvis man altså ikke har en rigtig stor opsparing. Det har Helsingør Kommune ikke i denne valgperiode.

For at undgå at komme i en situation, hvor pengene populært sagt fosser ud af kassen, kræver det, at vi har en stram og meget effektiv økonomistyring, hvor vi måned for måned – udgiftspost for udgiftspost – kan følge udviklingen.

Vi er nået rigtig langt siden skolerne for få år siden fik oparbejdet et underskud på ca. 45 mio. kr. blandt andet, fordi man ude på de enkelte skoler blot havde hvert sit excel-regneark til at styre økonomien. Derfor er der nu et stort fokus på styringen på skoleområdet – bl.a. med et ensartet økonomistyringsværktøj – som har ført til, at økonomien nu bevæger sig i den rigtige retning.

Men vi skal gøre det endnu bedre. Det vidner dette års overskridelser på blandt andet ældreområdet og det specialiserede børne- og voksenområde om. I foråret havde vi en overskridelser på ca. 65 mio. kr. og for kort tid siden var der igen et ekstraforbrug på ca. 15 millioner kroner på ældreområdet. Det er tegn på, at vi i de kommende år skal have endnu mere fokus på økonomistyringen overalt i kommunen.

Jeg er derfor glad for, at det i budgetaftalen for 2019 er blevet besluttet, at der skal udarbejdes et notat til byrådet, der beskriver, hvordan vi kan følge op på budgettet og hvordan der kan sikres økonomistyring. Det notat må give anledning til, at vi drøfter, hvorvidt økonomifunktionen i kommunen skal have tilført ekstra muskler og have forbedrede værktøjer til at kunne styre økonomien.

For hvorfor er det så vigtigt med en stram og effektiv økonomistyring? Det er det, fordi det er forudsætningen for, at vi kan bruge pengene på den velfærd, vi gerne vil. Hvis vi først for sent opdager, at pengene fosser ud af kassen, skal vi ud i store sparerunder, som påvirker velfærden negativt.

Det kan ingen være tjent med.

  • Jeg vil arbejde for bedre daginstitutioner, bedre skoler og en bedre pleje af de ældre.
    Derudover vil jeg arbejde for en ambitiøs klimaindsats og flere lokale arbejdspladser.
    Mit fokus er kort og godt: Borgerne i centrum.
    Foto: Torben Sørensen, Kalabas.