Jeg havde følgende debatindlæg i Helsingør Dagblad d. 27. marts 2021.
Fremgang i folkeskolen
Af Claus Christoffersen, viceborgmester, Socialdemokratiet
Det er helt afgørende, at alle unge, der forlader vores kommunale folkeskoler, har mulighed for at komme videre på en ungdomsuddannelse. Det er vejen til job og bedre muligheder for at skabe sig en tilværelse som man ønsker.
Adgangsbilletten til en erhvervsuddannelse er imidlertid et gennemsnit på 02 i dansk og matematik. I mange år har vi i Helsingør haltet et godt stykke efter landsgennemsnittet, hvor 87,9 procent af eleverne fik et gennemsnit på 02 i dansk og matematik i 2018/2019. Men i det seneste år er der heldigvis sket en stor forbedring, så det i skoleåret 2019/2020 var hele 93,6 procent, der fik et gennemsnit på minimum 02 i dansk og matematik. Det er kun marginalt under landsgennemsnittet.
Det er værd at glæde sig over. Og der skal lyde en stor tak til de mange lærere, skoleledere og ikke mindst elever, som har gjort en kæmpe indsats for at nå et så flot resultat på så kort tid – og under svære betingelser i et corona-år.
Med til den glædelige historie hører også, at elevernes trivsel følger landsgennemsnittet. Så eleverne præsterer på en og samme tid bedre og har stadig en god trivsel. Det er jeg rigtig glad for, da essensen af folkeskolen både er fællesskab og læring.
Selv om det går rigtig godt i folkeskolen, må vi ikke hvile på laurbærrene. For der er stadig udfordringer. En af de mest markante er overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne.
Det går faktisk meget godt med, at de unge kommer ind på en ungdomsuddannelse. Mere end hver anden ung i Helsingør Kommune er i gang med en ungdomsuddannelse tre måneder efter 9. klasse. Det er markant højere end landsgennemsnittet.
Men omvendt er færre unge i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter 9. klasse sammenlignet med landsgennemsnittet. På landsplan er 88,2 procent i gang med en ungdomsuddannelse, mens det tilsvarende tal i Helsingør er 83,7 procent. Og så er vi jo lige vidt, hvis mange falder fra. Derfor skal der være en forstærket indsats for at få de unge i kommunen til at forblive på deres ungdomsuddannelse eller hjælpe dem i gang med en ny, som måske passer bedre til dem.
Ambitionen er, at alle skal have en uddannelse – og helst tæt på, hvor de bor. Derfor skal Helsingør være en uddannelsesby. Jeg har i den forbindelse store forventninger til den nye erhvervsskole, der inden for få år vil blive bygget ved Svingelport, og som vil skabe et erhvervsfagligt uddannelsescentrum fyldt med unge mennesker.