Den 10. august 2017 havde jeg følgende debatindlæg i Helsingør Dagblad.
En stolt by
Af Claus Christoffersen, byrådskandidat for Socialdemokratiet
Med FC Helsingørs flotte 2-1 sejr over FC Midtjylland i weekenden blev der skrevet endnu et fantastisk sportskapitel i byen. En flot oprykning til superligaen krydret med en mere end godkendt start med sejre over storhold som SønderjydskE og Midtjylland er værd at være stolte af.
Der er heldigvis meget at være stolt af i Helsingør. Fra at være en industriby er byen nu ved at forvandle sig til et førende sted inden for kultur og oplevelser. Men vi skal endnu mere. Vi skal turde have ambitioner om at udvikle kommunen, så den også er førende på eksempelvis skole- og ældreområdet samt at der er uddannelsesmuligheder og job nok.
Arbejdet begynder dog med os selv som borgere i Helsingør Kommune. Kommunen er ikke kun en myndighed, som ordner vores veje, sørger for økonomiske overførsler, driver skoler, plejehjem m.v. Kommunen er os alle sammen.
Hver enkelt borgers gerninger og adfærd former vores fælles kommune. Tag for eksempel de mange hundrede frivillige ildsjæle, som uge efter uge er aktive i kommunens omfangsrige idræts- og foreningsliv. Eller tag Mette Mathiesen fra Helsingør, som i denne uge har taget initiativ til, at vi alle rydder affald op i kommunen. Det er rigtig gode eksempler på at tage initiativ og ansvar i hverdagen til gavn for byen.
Men er det ikke en kommunal opgave at rydde op, kunne man spørge? Jo, men det gør det ikke alene. Hvis vi vil have en ren by, må alle arbejde i samme retning.
Sådan er det også på alle andre områder. Hvis der skal vindes en kamp i superligaen, må hele holdet kæmpe sammen. Og hvis vi vil udvikle byen og øge stoltheden, må alle borgere også arbejde med.
Det er grunden til, at jeg vil arbejde aktivt for, at borgerne i Helsingør Kommune bliver inddraget meget mere, end de er blevet hidtil. Den større borgerinddragelse skulle gerne føre til, at flere ideer kommer frem, så vi sammen kan udvikle kommunen til gavn for alle.
Jeg tror kort og godt på, at et aktivt personligt engagement i hverdagen gør en positiv forskel.