Jeg havde den 15. maj 2023 følgende debatindlæg i Helsingør Dagblad.

Behov for lavere forventninger

Af Claus Christoffersen, politisk ordfører, Socialdemokratiet

Som politiker er det altid sjovest at dele penge ud til de områder, som man nu en gang gerne vil prioritere og tilgodese. Men opgaven er for tiden desværre en helt anden – og på ingen måde rar.

Sagen er, at der mangler op mod 70 mio. kr. for at få kommunens økonomi til at være i balance og dermed hænge sammen. Det skyldes stigende priser og at udgifterne til de udsatte børn og voksne på det specialiserede socialområde samt børn i folkeskolen med f.eks. diagnoser er eksploderet i de seneste få år. Det er ikke kun en tendens i Helsingør, men i hele landet. Fra 2021 til 2022 steg udgifterne med hele 1,7 mia. i landets kommuner alene på det specialiserede socialområde.

Selv om kommunerne i flere år har forsøgt at råbe Christiansborg op, så er det endnu ikke lykkedes at få Folketinget til at bevilge flere penge til dette område.

I Helsingør er vi nu nødt til at genåbne vores budgetter på de tre store velfærdsområder, som har større udgifter end forventet. Det er socialområdet, børn- og ungeområdet samt ældreområdet.

Alle disse områder er kerneområder for Socialdemokratiet, og derfor gør det ekstra ondt, at der skal spares. Men når udgifterne er større end forventet, og pengene dermed ikke slår til, er der kun én mulighed; at genåbne budgetterne og finde besparelserne i det samlede budget.

Når det er de tre områder, som lige nu går deres budgetter igennem med tættekam, så er det fordi, at det er de tre områder, som har de største budgetoverskridelser, men også de største budgetter med ca. 1 mia. kr. hver.

De kommende forhandlinger om besparelserne bliver en meget svær opgave, som ikke kan føre til andet end forringelser for borgerne. Det må vi allerede nu være ærlige at sige. Vi i Socialdemokratiet vil gøre alt for, at de rammer så skånsomt som muligt. Men vi er økonomisk et andet sted i dag end vi var for bare et år siden. På den baggrund er vi alle sammen nødt til at sænke forventningerne til, hvad kommunen skal kunne løse, og hvordan det skal løses.

Hvorfor sætter vi så ikke bare skatten op, vil nogen spørge om? Det kan vi godt, men vi må ikke bruge pengene til velfærd, fordi Christiansborg har besluttet, hvor mange penge kommunen præcist må bruge på velfærd. Sættes skatten op, må pengene således ikke bruges på velfærd, men ryger i stedet direkte ned i kommunekassen.

Hvorfor bygger vi så ikke bare lidt færre byggerier, og bruger pengene på velfærd, vil andre spørge? Vi kan godt bygge mindre, men vi må desværre ikke overføre pengene fra anlægsbyggerierne til velfærd.

Og hvis vi bare bruger løs af vores opsparing på øget velfærd, så får vi en økonomisk sanktion – eller ”bøde” om man vil, fordi vi ikke må bruge flere penge på velfærd end, hvad der er aftalt mellem Kommunernes Landsforening og regeringen.

Men kan vi så ikke spare de nødvendige penge ved at foretage kloge, langsigtede investeringer, som sikrer, at opgaverne løses på en anden og smartere måde?

Vi skal bestemt foretage kloge investeringer i langsigtede løsninger. Det er vi allerede i gang med. Udfordringen er, at vi desværre ikke kan have et overforbrug indtil de gevinster er i hus. De langsigtede løsninger giver først resultater på langt sigt, mens vi har brug for besparelser, der allerede virker i år og næste år for at skabe en økonomisk balance her og nu.

Vi er politisk sat i en meget svær situation. Budgetterne passer ikke, fordi der bruges mange flere penge end forventet på f.eks. de udsatte børn og voksne. Og der kommer ikke flere penge fra Folketinget, som det ser ud nu med en krig i Europa og stigende udgifter til forsvaret. Derfor skal der spares. Og desværre derfor skal vores forventninger være realistiske.